Brevstemme til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024

Du har mulighed for at brevstemme til Europa-Parlamentsvalget i Danmark eller i udlandet, hvis du opholder dig der.

Hvem kan brevstemme?

Alle vælgere kan brevstemme i stedet stemme på valgdagen. Husk gyldig legitimation, når du brevstemmer.

Hvornår kan jeg brevstemme?

Til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024 kan du brevstemme i Danmark fra mandag den 29. april 2024 til og med torsdag den 6. juni 2024.

Hvor kan jeg brevstemme?

I Danmark kan du brevstemme her: 

  • i alle landets kommuner, fx på borgerservicecentrene. I nogle kommuner kan du også brevstemme på biblioteker eller mobile brevstemmesteder - se på kommunens hjemmeside, hvor du kan brevstemme
  • på sygehuse, hvis du er indlagt
  • på plejehjem, beskyttede boliger og i ældreboliger, hvis du er beboer
  • i særlige boformer for fx kvinder udsat for vold, voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, hvis du opholder dig her
  • i fængsler, arresthuse, m.m., hvis du er indsat
  • i dit eget hjem, hvis du er syg eller på anden måde fysisk ikke er i stand til at forlade dit hjem
  • på afsides beliggende øer, hvor der ikke er et valgsted (Venø m.fl.)
  • på danske havanlæg - fx boreplatforme - på dansk område.

Brevstemme i hjemmet

Hvis du er syg eller på anden måde fysisk ikke er i stand til at forlade dit hjem, kan du søge om at brevstemme hjemme. Modtager du hjemmepleje eller sygepleje, kan du få et ansøgningsskema af den person, der yder plejen.

Du skal søge om det i den kommune, hvor du opholder dig (opholdskommune). Du kan søge om at brevstemme i hjemmet fra søndag den 12. maj 2024 til senest kl. 18 tirsdag den 28. maj 2024. Kommunen kan dog have sat en senere frist. Du kan få oplyst fristen hos din kommune.

Du kan ansøge om at brevstemme hjemme ved personlig henvendelse, pr. post eller e-mail. Du kan også ansøge ved at ringe til kommunen. 

Hvis du sender en skriftlig ansøgning, skal du benytte det ansøgningsskema, der er godkendt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Du skal selv underskrive og datere ansøgningsskemaet. Hvis du ikke selv er i stand til at underskrive ansøgningsskemaet, kan du godt få en anden person til at underskrive i dit sted. Personen skal underskrive med eget navn, der skal være efterfulgt af ordet »for« og dit navn.

I god tid forud for at du kan ansøge om brevstemme i hjemmet, vil du kunne hente ansøgningsskemaet på denne side.

Brevstemme i udlandet

I udlandet kan du brevstemme fra lørdag den 9. marts 2024 på de danske diplomatiske eller konsulære repræsentationer (ambassader og konsulater).

Udsendte ved forsvaret kan brevstemme hos stemmemodtagere i forsvaret.

Søfolk og passagerer på danske skibe i udenrigsfart samt personer, der er ansat på danske havanlæg, kan brevstemme på skibet eller havanlægget.

Vælgere, der bor i Danmark, men som opholder sig på Færøerne eller i Grønland, kan brevstemme på de færøske eller grønlandske folkeregistre eller hos en stemmemodtager, der er udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren.

Du skal huske at medbringe gyldig legitimation.

Hvordan brevstemmer jeg?

Når du møder op på et sted, hvor man kan brevstemme, vil der være en stemmemodtager, som vil vejlede dig om, hvordan du brevstemmer. Når du har vist gyldig legitimation som for eksempel dit pas, kørekort eller det gule sundhedskort, vil du få udleveret en stemmeseddel og en kuvert, som du skal lægge stemmesedlen i, når den er udfyldt. Du vil derudover få udleveret et følgebrev, som du skal udfylde med dit navn, din fødselsdato og din bopælsadresse. Nogle af disse oplysninger kan dog være udfyldt på forhånd maskinelt af kommunen. Du skal altid selv datere og underskrive følgebrevet, når du har brevstemt, se nærmere nedenfor.

Du vil få vist et sted, hvor du kan udfylde stemmesedlen, uden at nogen kan se, hvad du stemmer.

Du skal udfylde stemmesedlen ved at skrive navnet og/eller bogstavbetegnelsen for det parti, du vil stemme på. Hvis du ønsker at stemme på en bestemt kandidat, skal du skrive navnet på kandidaten på stemmesedlen, eventuelt med tilføjelse af partinavnet eller bogstavbetegnelsen.

På det sted, hvor du brevstemmer, vil du kunne se en liste med de partier og kandidater, der er opstillet til valget. Derudover kan du se de valgforbund, der er indgået mellem partierne.

Når du har udfyldt brevstemmesedlen, skal du lægge den i den lille blå konvolut, som får udleveret sammen med stemmesedlen.

Herefter skal du udfylde følgebrevet, medmindre det udfyldt på forhånd maskinelt af kommunen, og underskrive det, mens stemmemodtageren ser på. Stemmemodtageren skal herefter attestere følgebrevet ved at skrive under på, at alt er gået rigtigt til.

Herefter lægger du konvolutten med stemmesedlen samt følgebrev i en større grøn yderkuvert, og lukker yderkuverten, mens stemmemodtageren ser på. I kommunerne er yderkuverten hvid. På yderkuverten angives dit navn, fødselsdato og bopæl (det kan også være udfyldt på forhånd maskinelt af kommunen). Herefter er det stemmemodtageren på brevstemmestedet, der sørger for at sende brevstemmen til din bopælskommune, så den kan indgå i optællingen af stemmer på valgdagen.

Hvis du som udlandsdansker er eller bliver optaget på en af de særlige valglister til Europa-Parlamentsvalg (Københavnervalglisten, Nordatlantvalglisten eller Tredjelandsvalglisten), skal din brevstemme dog sendes til Københavns Kommune. Læs mere her om Udlandsdanskeres valgret

Hvis du efterfølgende fortryder din stemme, kan du godt brevstemme igen. Det vil altid være din senest afgivne brevstemme, der tæller med i optællingen af stemmer på valgdagen. Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen.

Kan jeg få hjælp til at brevstemme?

Hvis du ikke kan udfylde/afkrydse brevstemmesedlen eller udfylde og underskrive følgebrevet, skal en eller to stemmemodtagere yde den fornødne hjælp.

Du kan i stedet for en stemmemodtager vælge en personlig hjælper, som du har tillid til, f.eks. din ægtefælle, et andet familiemedlem eller en ven. I dette tilfælde ydes hjælpen således både af en stemmemodtager og en person, du selv har valgt. Hjælpen kan også i visse tilfælde ydes alene af en personlig hjælper. Er der ydet hjælp, skal det fremgå af følgebrevet.

Du kan kun få hjælp til at udfylde brevstemmesedlen, hvis du utvetydigt er i stand til at tilkendegive over for den eller dem, der yder hjælp, hvad du ønsker at stemme, f.eks. et bestemt parti og/eller en bestemt kandidat, der opstiller til valget.

Kan færøske og grønlandske vælgere brevstemme i Danmark?

Vælgere, der bor i Grønland eller på Færøerne, kan ikke stemme til Europa-Parlamentsvalg, da Grønland og Færøerne ikke er medlemmer af EU.